Home » Forside » Vedr. den Vestlige side af Sdr. Ringvej

Bakkegård Vest Facebook

Facebook

Vedr. den Vestlige side af Sdr. Ringvej

Hovedstadens Letbane (HL) er nu startet arbejdet i den vestlige side af Sdr. Ringvej. 6 parceller i Syd har fået eksproprieret grund, men alle øvrige har ikke hørt noget fra HL og vi får forståeligt nok en del spørgsmål om hvad der skal ske.
Vi ved at der skal tinglyses en servitut vedrørende beplantningens højde (for at sikre der ikke kan vælte noget ned på letbanens køreledning eller spor), men har indtil nu ikke kunne få mere konkret info om hvornår der sker noget.

I dag har vi så modtaget følgende tidsplan fra HL:

  • Det præcise indhold af servitutten (højde krav, afstand etc.) er fortsat ved at blive afklaret. Dette forventes afsluttet ultimo 2022.
  • Herefter skal indgreb på de enkelte ejendomme identificeres og der skal udarbejdes ekspropriationsmateriale. Dette forventes afsluttet ultimo 2023.
  • Selve ekspropriationsforretningerne gennemføres fra slut 2023 og ind i 2024.
    1 måned før indkaldes man og modtager materiale.

For at tinglyse en servitut skal der gennemføres ekspropriationer hos alle, da man skal erstattes for den rådighedsindskrænkelse ejendommen pålægges. De der samtidig har eksisterende beplantning som strider mod servitutten, modtager også erstatning for dette, ligesom det som udgangspunkt er HL der fjerner dette.
Men alt dette sker altså tidligt sidst i 2023 og forventeligt først i starten af 2024. Indtil da kan HL anlægge fortov, cykelsti, letbane spor osv. Uden indgriben på de enkelte grunde.

Har man ikke planer om at skulle have nyt hegn eller beplantning mod Sdr. Ringvej, så betyder det ikke det store. Bare afvent til I hører nærmere fra HL.
Men for de parcelejere der går og tænker på at få et nyt hegn betyder det at man har følgende to muligheder:

  1. Undlade at gøre noget nu, beholde eksisterende hegn/beplantning (hvis det står indenfor skel) og afvente ekspropriationen i 2024. Herefter kan man opføre nyt hegn på samme vilkår som nu.
  2. Allerede nu opføre nyt hegn jf. gældende regler. I det tilfælde er man nødt til at fjerne beplantning/hegn som står der nu. I tilfælde af at beplantning har en højde som ville betyde man i 2024 fik erstatning, så mister man den mulighed ved at fjerne det nu.

Har man høj beplantning som står der hvor et hegn skal opføres, så skal man altså overveje om man hellere vil vente og få erstatningen for det, eller om det er vigtigere at få et hegn hurtigst muligt.
Har man ikke noget høj beplantning i vejen for et hegn, så er det underordnet hvornår man gør det.
Ulempen her er selvfølgelig at vi endnu ikke ved hvad ”høj” vil sige i eksakte tal. Men i hvert fald en højde som kan vælte fra ens grund, hen over fortov og cykelsti.

Vi håber ovenstående gav lidt indsigt i hvad der skal ske, selvom det desværre primært er en information om at det hele tager ufatteligt lang tid.
Kontakt os endelig hvis det giver anledning til spørgsmål.

På vegne af bestyrelsen,
Michael Duus