Home » Forside » Nyt fra Hovedstadens Letbane

Bakkegård Vest Facebook

Facebook

Nyt fra Hovedstadens Letbane

Vi har modtaget nedenstående update omkring hvad der aktuelt sker i vores område.
I tillæg til dette har vi spurgt til status omkring Letbaneservitutten der skal tinglyses ejendommene på den vestlige side af Ringvejen.
Indhold og omfang af en letbaneservitut forventes at være afklaret lige inden sommerferien 2023. I efteråret påbegyndes ekspropriationsforretningerne for at tinglyse servitutten, men dette starter desværre nord for Glostrup og bevæger sig ned mod os, så det må forventes at der først sker noget i 2024.

***
Kære nabo til letbanen i Brøndby

Vores entreprenør Per Aarsleff A/S er i fuld gang med forberedelserne til letbanen i dit område. På strækningen gennem Brøndby skal letbanen køre i den vestlige side af Søndre Ringvej. I Brøndby Kommune bygger vi to letbanestationer, hhv. Kirkebjerg Station ved Park Allé og Brøndbyvester Station ved Vallensbækvej.

Status på arbejdet i dit område
På nuværende tidspunkt har vi afsluttet det meste arbejdet med at ombygge Ringvejen i den østlige side og vi har flyttet anlægsarbejdet til den vestlige side af vejen. Der skal vi blandt andet forberede letbanens linjeføring og lægge de betonelementer, som letbanens skinner skal monteres i. Under arbejdet i den vestlige side af vejen, vil trafikken blive omlagt til den østlige side.
Der er dog enkelte steder, hvor vi fortsat arbejder i den østlige side. Blandt andet på en mindre strækning nord for Park Allé. Her forventer vi at flytte arbejdet til den vestlige side i midten af april.

Derudover har vi fortsat lukket for tilkørselsrampen fra Søndre Ringvej ned mod Stationsparken. Rampen forventes genåbnet i begyndelsen af april 2023. Her er der i nordgående retning omkørsel for biler via Hovedvejen i Glostrup.

Vi har den 9. februar lukket desuden nedkørselsrampen fra Søndre Ringvej til Holbækmotorvejen mod København. Her skal vi arbejde med at etablere letbanens linjeføring i knap tre måneder og forventer, at vi kan åbne rampen igen i slutningen af april. Vi anbefaler bilister, der skal mod København, at køre ad Sydgårdsvej – Borgmester Kjeld Rasmussens Boulevard – Park Alle – og Avedøre Havnevej. Cyklister og fodgængere kan færdes via den dobbeltrettede cykel/gangsti i østlig side af Søndre Ringvej. Det vil stadig være muligt at anvende afkørslen fra motorvejen.

Få mere information
Vi sender nærmere information ud via vores elektroniske Infoservice, før de nye aktiviteter skal i gang i området. Man kan tilmelde sig Infoservice på dinletbane.dk/broendby. Hvis du har spørgsmål om letbanebyggeriet i området, er du altid velkommen til at kontakte os på e-mail info@dinletbane.dk eller tlf. 7242 4500.

Venlige hilsner
Hovedstadens Letbane