Home » Arkiv » Et flertal af borgere i Vesterled siger nej tak til fjernvarme

Bakkegård Vest Facebook

Facebook

Et flertal af borgere i Vesterled siger nej tak til fjernvarme

Borgerafstemningen om udlægning af fjernvarme i Vesterled er nu slut. Et flertal af borgerne anbefaler, at Brøndbys kommunalbestyrelse ikke godkender forslaget. Borgmesteren og udvalgsformanden vil anbefale kommunalbestyrelsen at følge afstemningsresultatet.

Borgerne i Vesterled har stemt om Brøndby Fjernvarmes forslag om fjernvarme til Vesterled med pligt for grundejerne til at slutte sig fjernvarme i løbet af ni år. Borgerne har kunnet stemme om forslaget siden 17. februar 2016. Stemmeprocenten blev godt 61. 71 % anbefaler, at kommunalbestyrelsen afviser forslaget, mens 26 % anbefaler, at kommunalbestyrelsen godkender forslaget.

”Jeg synes, at det er positivt, at så mange borgere i Vesterled har givet deres mening til kende. Resultatet af afstemningen er klart, og jeg vil følge borgernes holdning og anbefale kommunalbestyrelsen, at vi giver afslag på at etablere fjernvarme i Vesterled”, siger borgmester Kent Max Magelund.

Grundejerforeningerne og Teknisk Forvaltning har arbejdet tæt sammen om forudsætningerne for økonomiberegningerne og afstemningsmaterialet til borgerne om projektet.

”Jeg ærgrer mig over, at borgerne i Vesterled ikke vil have fjernvarme. Jeg synes stadig, at fjernvarme både miljømæssigt og samfundsøkonomisk er en fordel og jeg mener, at det kunne have gjort Vesterled til et mere attraktivt boligområde. Men jeg respekterer afstemningen i Vesterled, og jeg vil som formand for Teknik- og Miljøudvalget og i kommunalbestyrelsen arbejde for, at vi stopper behandlingen af forslaget. Jeg har været glad for det tætte samarbejde, som grundejerforeningerne har haft med Teknisk Forvaltning i den sidste del af processen”, siger Vagn Kjær-Hansen, der er formand for Teknik- og Miljøudvalget.

Teknisk Forvaltning indstiller til Teknik- og Miljøudvalget og til kommunalbestyrelsen, at forslaget ikke vedtages. Kommunalbestyrelsen behandler sagen den 18. maj.

 

  • 567 borgere stemte om forslaget
  • 146 borgere anbefalede Kommunalbestyrelsen at godkende forslaget

  • 403 borgere anbefalede Kommunalbestyrelsen at stemme imod forslaget

  • 16 borgere stemte ”ved ikke” eller at det ikke er relevant for dem.

  • Der var to ugyldige stemmer